©  Foto:

Den Blå Planet, Danmarks Akvarium

Oplev en verdensomsejling under overfladen og kom helt tæt på majestætiske hammerhajer og elegante rokker i Nordeuropas største og mest moderne akvarium.

Bare et stenkast fra Københavns lufthavn og metroen ligger Nordeuropas største akvarium, Den Blå Planet. Den prisbelønnede arkitektoniske bygning suger sine gæster ned under havets overflade. Lad dig suge med og få en uforglemmelig oplevelse med over 24.000 dyr.

Med 7 millioner liter vand og 735 dyrearter er Den Blå Planet, Danmarks Akvarium, en attraktion for alle aldre. Her træder du ikke bare ind i en udstilling – du træder direkte ind i et undervandsunivers, hvor alle sanser vækkes til live.

Kom tæt på majestætiske hajer, der svømmer over dit hoved i den enorme Oceantank. Smøg ærmerne op og hjælp til, når konæserokkerne skal fodres, eller tag på opdagelse i Regnskoven, hvor du kan spotte fugle, kryb og dovendyr.

Den Blå Planet er et af de få steder i Europa, hvor du kan opleve havoddere. Havodderne på akvariet er alle blevet reddet fra naturen, fordi de var blevet væk fra deres mor eller kommet til skade.

I sommermånederne venter endnu flere oplevelser: Udforsk vandlegepladsen, eller gå på opdagelse i Det Vilde Vandhul, hvor du kan fange smådyr med fiskenet og undersøge dem nærmere med lup.

Besøg Den Blå Planet, Danmarks Akvarium, åbent 365 dage om året.

Køb billetter online for at spare penge og være sikret indgang – der bliver ofte udsolgt i weekender og ferier.