©  Foto:

Bornholms Middelaldercenter

En verden fuld af spændende aktiviteter

Middelaldercenteret er en fællesbetegnelse for en række aktiviteter: Et stort frilandsmuseum i Østerlars, et bredt udvalg af guidede ture på Hammershus, en eventyrlig skattejagt rundt på Bornholm, rundvisninger i Østerlars Rundkirke og en omfattende skoletjeneste.

Selve middelaldercentret er et 15 hektar stort frilandsmuseum, hvor du kan udforske det jævne bondesamfund, den befæstede stormandsgård, bondens dyr og meget mere. Stedet er et videnspædagogisk oplevelsescenter, hvor børn og voksne gennem aktiviteter for alle sanser får viden og indsigt i natur, historie og kultur i tiden 1300-1500.

Befæstet Stormandsgård

Her boede den rige stormand og hans folk: Forskanset bag 150 meter træpalisade, der med løbegang og to porttårne omslutter Stormandsgårdens hovedhus, folkehus og stegers, stalden, vandhullet og kapellet. I midten troner det 10 meter høje tilflugtstårn, hvorfra man kan se kystlinjen ved Gudhjem.

Landbobebyggelsen

I landbobebyggelsen møder du middelalderens jævne folk. Her er smedjen, farverkonens hus, pottemageren, vandmøllen og gildehuset, hvor de samles og fester eller deler viden.

Uanset hvornår i sæsonen du besøger stedet, kan du som minimum komme på rundtur med en dygtig formidler - eller gå på opdagelse på egen hånd med en sjov lommeguide, prøve at skyde med middelalderbue, se den store kanon blive affyret, se den indendørs særudstilling om Sørøvere, få ”fingrene i” prøv-selv-aktiviteter og meget mere.