Danmarks Borgcenter
I hjertet af Vordingborg ligger Danmarks Borgcenter - et moderne museum og oplevelsescenter. Glæd dig til at møde middelalderens magtfulde konger og dronninger. Tag turen i det historiske Gåsetårn. Eller gå på opdagelse på den historiske slotsruin
Dyk ned i magtens intrigante verden og oplev Vordingborgs middelalderlige storhed i udstillingen 'MAGT' på Danmarks Borgcenter.
I udstillingen kan du glæde dig til at blive klogere på den magt, der altid har knyttet sig til en borg. Fra konger til dronninger, kirker, våben, smykker og meget mere.
Det var her kongefamilien opholdte sig. Her der blev planlagt togter fra. Og her man indgik historiske aftaler med magtfulde allierede.
I middelalderen var Vordingborg centrum for magt, og det var her at nogle af danmarkshistoriens mest betydningsfulde konger og dronninger regerede.
Magtfulde dronninger på borgen
Vordingborg er måske bedst kendt som kongernes by, men i en række stærke historier fortæller Danmarks Borgcenter for første gang nogensinde hele historien om dronningernes rolle i spillet om borgen og magten.
De fleste kender historien om Margrete 1., og måske har du endda set de smukke kalkmalerier og malede portrætter af middelalderens dronninger. Men hvem var de egentlig, og hvilken magt havde de?
Med udstillingen sætter Danmarks Borgcenter spot på den store indflydelse, som dronningerne rent faktisk havde. De var nemlig ikke kun pænt vedhæng til kongen. De tog også beslutninger, der kunne få blodige konsekvenser.
Glæd dig til at møde dronningerne Margrete 1., Bengerd, Dagmar, Margrete Sprænghest og Sofia af Minsk m.fl., der alle havde deres gang på borgen i Vordingborg, gennem en række stærke portrætter, iscenesat af Jim Lyngvild.