Det Gamle Hus - Køge
Besøg et af Danmarks ældst daterede bindingsværkshuse, der i dag er en del af Køge Bibliotek.
Besøg et af Danmarks ældst daterede bindingsværkshuse, der i dag er en del af Køge Bibliotek.
Huset er fra 1527 og havde et tvillingehus
Ved en tilfældighed fandt man i 1888 - under 14 lag kalk - en udskåret døroverligger over hoveddøren til huset. Den havde indskriften ANNA ANO DNI MDXXVII, der fortæller, at bygningen er opført i 1527. Huset havde et identisk nabohus, der lå op til dets nordre gavl. Begge huse har været bygget med udlejning for øje, og der har muligvis været flere. Disse huse kaldte man våninger.
Reddet fra nedrivning
I 1908 blev huset i nr. 22 revet ned, og nr. 20 skulle efter planen lide samme skæbne. Men ved indgriben af Nationalmuseet, og ikke mindst Køge Museum, lykkedes det at bevare Kirkestræde 20.
Nationalmuseet påbegyndte nu en gennemgribende renovering af huset. Da det blev bygget, havde det muligvis stråtag, men ved renoveringen var det tækket med almindelige vingeteglsten, der ved denne lejlighed blev udskiftet med de nuværende munk- og nonnetagsten. Ved renoveringen forsvandt også en udbygning med halvtag på bagsiden af huset, en såkaldt lude.
Den gamle kælder
Huset er opført over en dyb kælder, hvis mure er opbygget af marksten. En endnu delvis bevaret muret trappe, som i flere århundreder har været beskyttet af den tilbyggede lude, førte fra gårdspladsen ned til den fladbuede kælderdør. Kælderen har været mere fritliggende, men da det var almindeligt at smide skarn og affald ud på gaden, er jordsmonnet gennem årene hævet. Visse steder i Køge er niveauforskellene mellem gadebelægningen dengang og nu på over en meter. I dag bruger Køge Bibliotek den stemningsfulde kælder til arrangementer og udstillinger.
Mange forskellige beboere gennem tiden
Da der var tale om en lejevåning, har der boet mange forskellige personer i huset gennem tiderne.
I 1801 boede der en pensioneret løjtnant fra et dragonregiment, der hed "Bosniakkerne". Det havde hovedkvarter i det nuværende Køge Museum, og bestod af 125 dragoner udstyret efter orientalsk mønster med turban, hvide benklæder og røde jakker. Deres bevæbning var lanser og krumsabler.
I våningen, der måler ca. 4 gange 5 meter, boede der i sidste halvdel af 1800-tallet en skindhandler, Peder Lorentzen, med kone og 10(!) børn.
I 1941 blev nr. 20 anvendt som turistkontor, og den sidste beboer var den tidligere danske generalkonsul i Brasilien, Christian Ross Faurschou. Han boede i huset fra 1945 til 1958, hvorefter det blev en del af børnebiblioteket.
Kom ind og se huset indefra
Du er velkommen til at besøge Køge Bibliotek og se huset indefra. I dag er det en del af det hyggelige børnebibliotek.