Hoptrup Kirke
Bygget i urolige tider.
Det vides ikke, hvornår Hoptrup Kirke er bygget, men i 1287 er der registreret, at kirken hørte til Slesvigbispens provsti. Kirken er bygget i en urolig tid, da kongemordet i Finderup Lade lige var sket, og kongehuset ikke var på god fod med kirken. Dengang mente man, at når der skete mord i så høje kredse, så var der accept af dette fra andre højtstående personer om sådan en forbrydelse. Derfor mente kongehuset, at kirken var medvirkende.
I starten var der ikke noget tårn på kirken, og den store klokke hang på vestgavlen. Klokken er støbt i Flensborg i 1476 og på den kan man se at kirken er viet til Skt. Nikolaj, fiskernes og de små handlendes skytshelgen. I 1897 opdagede man kalkmalede dekorationer i kirken. Disse blev fritlagt, opmalet og suppleret af Hans Magnussen fra Haderslev, men i 1944 blev dekorationerne malet over.
Har du planer om at gå Camino Haderslev Næs, så kommer du forbi Hoptrup Kirke, da den er skillepunktet mellem etape 8 og 9.
Kirken er åben 8-16 alle dage. Der kan dog være undtagelser i forbindelse med kirkelige handlinger og andre events.