Hou Fyr - Nordlangeland
Det 12 meter høje vinkelfyr blev opført i 1892 og tændt første gang i december 1893.
Den 8. juni 1560 under Kong Frederik II blev ”Det Kongelige Danske Fyrvæsen” oprettet. I 1900 var opført omkring 175 fyrtårne i Danmark, heraf lå de tre på nordspidsen af Langeland, etableret imellem 1880 og 1895 med Fyrtårnet ved Hou som det største og vigtigste.
Første fyrassistent på Hou Fyr (1893-1914) var Harald Valdemar Octavius Westermann, født 1851 i Svendborg. Fra august 1900 var også Harald Valdemars kone Laurine Dorthea Westermann ansat som fyrpasser.
I 1907 fik fyret monteret linse og glødenetsbrænder til petroleum. Som det første fyr i Danmark fik Hou Fyr i 1923 installeret en ”autoform” glødenetsbrænder produceret i England.
Hou Fyr blev automatiseret fra 1949-50 og blev herefter ændret til fyr uden stadig vagt.
Opførslen i 1892
”Fyrvæsenet: Hou Fyranlæg” blev opført af M. P. Hansen og Harald Petersen fra Horsens der vandt licitationen. Opførslen af fyrtårnet alene lød på Kr. 7.854,45. Den samlede udgift for opførslen af den nærliggende tjenestebolig til 1. assistenten lød på Kr. 8103,50.
Det er ikke muligt at komme ind i bygningen, men Fyrtårnet ved Hou kan beses på afstand.