©  Foto:

Kano/kajaktur: Guldborg retur, ca. 30 km

Vidste du, at du kan se denne rute og mange flere naturoplevelser i app’en ”Naturlandet”. App’en kan hentes i App Store eller Google Play. Al information er tilgængeligt på dansk, engelsk og tysk – App’en er GRATIS

Parkering/startsted:

Guldborgsund Kajakklub, Dæmningen 2a, 4800 Nykøbing F med gode parkeringsmuligheder og søsætning fra klubbens broer. Klubhuset er aflåst, men er der medlemmer tilstede er der adgang til toilet og i den nærliggende Toreby Sejlklub er der ligeledes mulighed for toilet. Indkøbsmulighed tæt ved Kajakklubben (Føtex).

Særlige forhold:

Denne tur kan gøres selv med lidt hård vind, der kan dog stå lidt ”dumme” bølger omkring tunellen. Der kan sejles langs kysterne, men pas på sten i vandet. Når man passerer Middelaldercentret (på venstre hånd) anbefales det at holde mindst 200 meters afstand til kysten , da der 2 gange om dagen kastes med store sten fra den middelalderlige kastemaskine Bliden, og kuglen lander i vandet. Bemærk, at det ikke er tilladt at sejle ind i middelalderhavnen.

Turbeskrivelse og oplevelser:

Ved Middelaldercentret (på venstre side) kan der ses sæler af og til. Det første stykke roes tæt på Storskoven/ Hamborgskoven. På Falster siden ses Pandebjerg Gods. Videre nordpå langs Lollands kyst finder I Hjelm bådelaug, som ligger i bugten ret før Guldborgsund Tunellen, en dejlig lille plet med naturlejrplads. Guldborgsund Tunnelen passeres og længere fremme ses på Falster siden Vennerslund Gods og Stadager Kirke. Dernæst nås Majbølle bådelaug og sidste stop er i Guldborg. Hjemturen til Guldborgsund kajakklub kan anbefales langs Falsters kyst.