©  Foto:

KØS Museum for kunst i det offentlige rum - Køge

Velkommen til KØS - museet for kunst i det offentlige rum. Udforsk vores udstillinger, samling og oplev KØS Café og Shop under dit besøg.

KØS museum for kunst i det offentlige rum er dedikeret til at kvalificere, formidle og debattere kunst i offentlige rum nationalt og internationalt. Museet udstiller, producerer og formidler kunstprojekter af nationale og internationale kunstnere, iværksætter forskning, der kunstfagligt styrker feltet og indsamler og registrerer offentlige kunstprojekters materielle og digitale spor, så de bevares for eftertiden og stilles til rådighed for nutiden.

Læs mere om KØS' aktuelle udstillinger her: https://koes.dk/udstillinger

KØS SAMLING består af mere end 18.000 enestående skitser, modeller og forarbejder til kunst i offentlige rum og et arkiv, der dokumenterer processer og brydninger omkring kunst i offentlige rum. Udvalg fra samlingen udstilles jævnligt på museet og aktiveres i KØS’ undervisning, ligesom at kunstnere med mellemrum inviteres til at gå i dialog med KØS samlingen og KØS som institution.

Et besøg på museet giver også mulighed for at besøge KØS Shop, som har et meget stærkt fokus på kunst i det offentlige rum, men som også har et fremragende udvalg af kvalitetsprodukter inden for indretning og design. 

I KØS Café kan du nyde vegetariske og plantebaserede smørrebrød og sandwich, nybagte kager af årstidens råvarer, dejlig friskbrygget kaffe, økologisk vin og øl og meget mere.

Fra december 2022 er KØS Café blevet en del af kunstnerduoen Cooking Sections’ projekt Becoming CLIMAVORE. I den forbindelse har vi udviklet en velsmagende, klimabevidst menu i samarbejde med Cooking Sections og kok Mads Hermansen. Menuen ændres i takt med årstiderne og baserer sig på lokale ingredienser fra bæredygtige fødevareproducenter. Vi glæder os til at tage jer med på rejsen!