Kongehallen i Sagnlandet Lejre
Kongehallen i Sagnlandet Lejre
Som et omvendt skib troner den på en af bakkerne i Sagnlandets istidslandskab. Her sad Kongen med sine krigere omkring det åbne ildsted midt i hallen. Og her kæmpede sagnhelten Beowulf mod uhyret Grendel for at forsvare Kong Roars kongehal.
Danmarks største Kongehal fra Vikingetiden ligger i Sagnlandet Lejre.
Sagnene fortæller, at netop i Lejre regerede de første danske konger; Vikingekongerne Skjoldungerne. Og man kan ikke undgå at blive imponeret og overvældet, når man står i deres enorme Kongehal, der netop er bygget i Sagnlandet Lejre- Vikingernes "Royal Arena".
Kongehallen er mere end 10 meter høj og måler 60 meter fra gavl til gavl. Den er bygget af over 1.000 tons egetømmer og udsmykket på smukkeste vis med figurer fra den nordiske mytologi; Odin og Tor, Odins ravne og ulve, slanger, der snor sig og stolte ørne. Hallen er et fantastisk eksempel på nordisk arkitektur og en imponerende håndværksmæssig bedrift – både dengang og nu.
Resterne af den originale Kongehal og fire mindre haller, blev udgravet ca. tre kilometer fra Sagnlandet Lejre, i landsbyen Gl. Lejre, som bevis på, at netop her lå kongesædet for de tidligste danske konger. I Gl. Lejre kan du også opleve Lejre Museum, der giver dig historien om Kongeriget Danmarks begyndelse gennem nogle af Danmarks bedst bevarede oldtidsfund fra vikingetiden. I området er også resterne af en af Danmarks største skibssætninger.