©  Foto:

Nylandsmølle

Nylandsmølle er en 153 år gammel mølle, som blev renoveret i 2019. Møllen fungerer i dag som naturbase, madpakkehus, udsigtstårn og rasteplads for såvel vandrere, cyklister, jægere, ornitologer og ikke mindst skolebørn. Der er bålsted og toilet. Brug af Nylandsmøllen kan ikke bookes på forhånd og overnatning er ikke muligt. 

Den ligger på et dige ud til Dybsø Fjord, på en privat grusvej på Nashøjvej mellem Basnæs og Vejlø Skoven. Den har et fantastisk kig ud over naturreservatet i Dybsø fjord, hvorfra man vil kunne nyde det store fugleliv der er hele året rundt. Det er muligt at komme og spise sin madpakke såvel inde som ude, hvor der er udendørs bord/bænkesæt samt en bålplads.

Nylandsmøllen var i sin tid en helt særlig mølle, da den som pumpemølle hjalp til med at indvinde Nylandsmosen til landbrugsareal og sørge for at holde vandmasserne væk. Området blev Danmarks første inddæmmede fjordareal i 1800-tallet. Med tiden er det meningen at man i møllen skal kunne se en fast udstilling omkring møllens historie, områdets naturliv og kulturhistorie.

Efter at møllen i sin tid blev nedlagt blev den lavet om til et sommerhus hvilket også er grunden til at den hverken har vinger eller top på. Men renovering af møllen som efterhånden var i dårlig stand, blev med hjælp fra Realdania, friluftsrådet, Næstved kommune og Gavnø gods en realitet.

Adgangen til møllen sker bedst via Vejløvej, forbi de tre hvide vindmøller, hvorefter Nylandsmøllen kan se på højre hånd i skovlysning ned mod fjorden.