Royal Copenhagen Flagship Store
Royal Copenhagen hed oprindeligt Den Kongelige Porcelænsfabrik og blev grundlagt i 1775. I alle årene har de fremstillet produkter med dyb respekt for historien og de håndværksmæssige traditioner, men aldrig uden fornyelse.
Royal Copenhagen's flagskibsbutik finder du på Amagertorv på Strøget i hjertet af København. Det tre-etager smukke renæssancehus fra 1616 er et af Københavns ældste huse, og Royal Copenhagen har haft butik her siden 1911.
Butikken viser hele Royal Copenhagens eksklusive sortiment af klassiske såvel som moderne håndmalede porcelænsservicer, figurer og gaveartikler i et inspirerende miljø, der også inkluderer den anmelderroste The Royal Café, hvor der serveres traditionel dansk mad med et nyt og moderne tvist.
Kongelig hofleverandør
Royal Copenhagen er kongelig hofleverandør og har altid haft et nært forhold til den danske kongefamilie. Enkedronning Juliane Marie, stedmoder til den sindssyge Kong Christian 7., støttede ivrigt den nyoprettede Kongelige Porcelænsfabrik i 1775 og fik i 1781 udført en buste af sig selv. Hun havde også sit eget stel: Juliane Marie-stellet.
Kong Christian 7., som var skizofren og gift med Dronning Caroline Mathilde (som havde en affære med deres fælles livslæge Johan Friedrich Struensee), kan eftertiden takke for Royal Copenhagens mest berømte stel nogensinde: Flora Danica-stellet.
Flora Danica blev fremstillet i 1790-1803 og er dekoreret med tegninger af Danmarks flora. Christian 7. bestilte produktionen af det som en gave til Catharina den Store af Rusland, der imidlertid døde inden stellet var færdigt.
Den Kongelige Porcelænsfabrik blev drevet af den danske kongefamilie frem til 1868.