©  Foto:

Samsø

Samsø og havet omkring øen indbyder til en vidundelig blanding af dyb afslapning i rolige omgivelser og herlige ferieaktiviteter.

Naturen på Samsø
Samsø har en størrelse på 114 km2, og på dette areal findes en ubeskriveligt smuk og meget afvekslende natur, der byder på mange oplevelser og muligheder for aktiviteter. Landskabet og de korte afstande gør Samsø ideel til cykelferie. Naturmæssigt er Samsø et stykke Danmark i miniformat: Kyststrækninger med stejle skrænter, et bakkelandskab med dybe dale og smeltevandskløfter, hedelandskab og frugtbare landbrugsområder og en fjord med mange øer og holme.

På øen ligger en perlerække af hyggelige landsbyer – i alt 22 større eller mindre med hvert sit særpræg og charme. De opleves bedst ved en stille slentretur gennem de krogede gader, så man når at få alle de fine detaljer med. 

Samsøs strande
Strandene varierer fra brede børnevenlige strande med lavt vand til det lidt dybere, og andre steder mere stenede strande, hvor der til gengæld er gode fiskemuligheder. Overalt er vandet krystalklart, og den lange kyststrækning betyder, at strandene aldrig er overfyldte.

Smag på Samsø
Samsøs råvarer finder du overalt på øen. En af de første ting man ligger mærke til, når man lige er kommet til Samsø, er de mange farvestrålende boder med frugt og grønt. Overalt langs vejene kan man året rundt handle ind til et lækkert måltid med årstidens friske råvarer. Fra de berømte nye Samsø kartofler maj-juni, sprøde agurker og solmodne tomater, fristende røde jordbær og dybsorte solbær – til efterårets og vinterens græskar, kål og rodfrugter.

Store begivenheder på Samsø
Samsø byder året rundt på store begivenheder for hele familien. I løbet af et år afholdes der mere end 1.500 arrangementer, heriblandt et bredt udvalg af musikfestivaler, gastronomiske oplevelser samt motionsløb. 

Musikfestivaler
Kammermusikdage
Samsø Pianofestival
Samsø Festival 
Sommeropera
Samsø Jazzfestival 
Brundby Rocks

Gastronomiske oplevelser
Samsøs bedste kartoffelmad
Samsø Råvarefestival
Samsø Kastanjefestival

Motionsløb og turneringer
Samsø ULTRA
Samsø Familieløb
Samsø Cup
Samsø Traktortræk
Samsø Open i dart

Kunst og Kultur
Sommer i by
Samsø BørneKulturFestival
Vikingedage
Folkedybet